De psykologiske Udfordringer hos børn og unge varierer meget i omfang og udtryk.

Primært skelner vi mellem eksternaliserende og internaliserende problematikker, samt udviklingsforstyrrelser, hvor problemerne er mere gennemgribende og vedrører de fleste aspekter ved udviklingen.

Eksternaliserende –

Disse problematikker omfatter forskellige udfordringer, der primært giver forstyrret ydre adfærd såsom hyperaktivitet, impulsivitet, vrede, normbrydende adfærd, trodsighed og lignende.

Internaliserende –

Disse problematikker omfatter problemstillinger som angst, depression, tristhed, sorg, savn, dårligt selvværd, søvnproblemer, manglende selvtillid, perfektionisme og så videre, idet disse primært kendetegnes ved indre følelsesmæssige eller tankemæssige plager, der ikke nødvendigvis lader sig observere direkte udefra.

Langt de fleste psykiske udfordringer i børne- og ungdomslivet kan klassificeres inden for én af disse to kategorier, og med adækvat og korrekt behandling kan vi i Psykolog-erne behandle det.

Udviklingsforstyrrelser –

Er langt sjældnere og omhandler også mere alvorlige og gennemgribende problemer såsom autismespektrumforstyrrelser og mental retardering, hvor meget af det grundlæggende problem ofte vil være kronisk tilstedeværende.

Behandlingen vil i disse tilfælde oftest rette sig mod udvikling og træning af færdigheder og hensigtsmæssig adfærd med henblik på at kunne håndtere de udfordringer, som udviklingsforstyrrelsen giver ophav til.

Hertil kommer behandling af eventuelle samtidigt tilstedeværende problematikker af internaliserende eller eksternaliserende art.

Der er en central forskel fra behandling af voksne, der gør sig gældende for alle tre problemkategorier og det er – at barnets eller den unges forældre og øvrige omgivelser så vidt muligt inddrages i forløbet, da forskning peger på større effekt af forløbet herved.

Dette gøres i stigende grad jo lavere alderen er, ved behandling af børn under 6 år yder man primært behandling via forældrene, idet dette har vist sig mest effektivt på dette stadie af børns udvikling.

Som følge af børns gradvise udvikling af kognitive færdigheder vil der hos de mindre børn være en overvægt af adfærdsterapeutiske interventioner af forskellig art, mens der hos de større børn og unge generelt vil være en mere lige fordeling mellem kognitive og adfærdsterapeutiske interventioner, idet deres kognitive formåen øger effekten af de rent kognitive værktøjer.